Æbler
Hvert enkelt æble bliver nænsomt plukket med hånden. Den første grovsortering af frugten sker allerede ved plukningen, derefter sorteres der yderligere en gang eller to. På den måde sikrer vi, at det kun er 1. klasses frugt, der ender hos dig.
Efter sorteringen køres æblerne på “æblehotel”, hvor lufttætte computerstyrede rum får æblerne til at gå i dvale, helt uden kemi. Æblerne “vækkes” så løbende, så vi hele tiden har friske æbler i gårdbutikken uanset årstiden.
Husk, at den bedste måde, at opbevare æblerne hjemme hos dig selv, er køligt. Gerne i køleskab, så længe det er frostfrit.
Hos Lolle Frugt producerer vi også moste af vores egne æbler, du kan læse mere om de forskellige æblemoste her.
I plantagen har vi følgende sorter:
Discovery (Sommeræble) – Lille og fast æble. Sødlig med svag aroma. Er perfekt til salater og desserter.
Zari (Sommeræble) – Stort, middelfast og saftigt æble med fin syrlig-sød smag og god aroma. En “sommervariant” af Elstar.
Sunrise (Sommeræble) – Et meget sødt, sprødt og saftigt æble med god aroma. God til desserter og som spiseæble.
Elstar (Vinteræble) – Middel fasthed, saftig og med fin syrlig-sød smag og god aroma.
Bellida (Vinteræble) – Meget fast, sprødt og sødligt æble med en god aroma.
Rubens (Vinteræble) – Meget fast, lækkert og saftigt æble. Let syrlig-sød smag og kraftig aroma.
Rød Ingrid Marie (Vinteræble) – Middelfast. Frisk syrlig-sød smag. Godt som både spise- og madæble.
Wellant (Vinteræble) – Sprødt æble med kraftig aroma. Højt indhold af frugtsukker og syre.
Rembrandt (Vinteræble) – Meget fast, syrlig-sød smag og lang holdbarhed.
Mutzu (Vinteræble) – Fast æble. Smagen er sødlig og “melonagtig”.